fbpx

Har systemet besat vores mod, når vi bliver ved med at insistere på, at frygten skal være ledestjerne?

Er vi på kanten af, hvad vores vestlige system er gearet til, og har frygten ført os hele vejen ud for enden af planken? David Beckmann spørger, om vi har modet til at ændre status quo.

“En morgen vågnede jeg og opdagede besætteren”

Sådan starter den kendte italienske partisansang Ciao Bella, som blev adopteret af italienske antifascistiske modstandsfolk under anden verdenskrig og siden genindspillet i den aktuelle Netflix serie La casa de papel.

Filmen handler om en gruppe mennesker, anført af ’professoren’, der vil røve den spanske nationalbank for et milliardbeløb. I en scene, der er blevet set over 100 mio gange på Youtube, oplever vi to brødre lægge planer. Der omkranser scenen en helt særlig partisansk nerve, en hengiven bevægelighed, en følelse af oprør og kampånd mens de afslutter planlægningen ved at synge Ciao Bella. Brødrene vil dø for enhver pris. De er ikke bange.

Hvorfor tager jeg udgangspunkt i den scene? Siden årtusindeskiftet er der sket noget med vores vestlige samfund, som jeg har en fornemmelse af er ved at kulminere.

Vi har 17 år, siger de

En tæppebombning af ubehageligheder rammer os nærmest dagligt. Perfekt orkestreret, med fare for at lyde konspiratorisk, startede det med dotcom krakket i år 2000 efterfulgt af finanskrisen og nu en perlerække af kriminelle handlinger (leaks) begået af politikere, almindelige virksomheder og (u)kendte personer. Alt imens den film kører for åben skærm, råber forskere vagt i gevær med en ny FN rapport, der indeholder over 6.000 videnskabelige referencer. Klimaet står ved et ’point of no return’, hvis ikke vi gør noget. Vi har 17 år, siger de.

Hastigheden af alvorlige problemer intensiverer

Vores vestlige samfund er heldigvis bygget til at kunne modstå den slags, for vi har folkevalgte politikere til at beskytte os. Både fra kriminelle og på vores eksistens. Alligevel sker der ingenting, selvom hastigheden af alvorlige problemer intensiverer. Mange politikere, senest manifesteret ved Donald Trump, optræder som klovne i stedet for. De suger al opmærksomhed til sig ved at gøre alt andet end det, der er tiltænkt et offentligt embede. Alt imens klovnerierne fortsætter, vokser den ene skandale efter den anden større som giftsvampe i en fugtig skovbund. I en nærmest perfekt symbiose optræder klimaet, kriminaliteten og klovnen. De næres af hinanden i symfoni med os som passive tilskuere. Alt sammen med ét subtilt formål – at sikre frygten forbliver intakt. At vi ikke udfolder os. At vi går på arbejde og træder hårdere i hamsterhjulet. At vi betaler vores bidragssats. At den nærmest eksponentielt stigende forbrugerisme konstant hvisker os i øret gennem en myriade af kanaler. Køb, køb, køb.

”Det skræmmende billede er, at det konstante tryk af ubehageligheder ufortrødent fortsætter, mens vores opfattelse af, hvad der er rigtigt eller forkert, skubbes.”

Vi tillader, at politikere ikke gør noget ved at stemme på dem igen og igen. Vi skifter ikke bank, selv om den har vasket for 1.500 mia. kr. Vi evner ikke at forstå, hvor destruerende det er for vores velfærdssamfund, når advokater, banker og virksomheder begår kriminalitet i den størrelsesorden, vi f.eks. er vidner til i udbyttesagen. Som whistlebloweren sagde i DRs dokumentar om selvsamme. ”Min grådighed blev så stor, at min moral ikke stoppede mig.” Sagerne bliver for store, for systemiske til vi forstår og tør rejse os. Når vi vælger at se passivt til, er vi lige så forstyrrede som ham. Vi er blevet så magelige, at vores moral ikke skubber os i gang. Vores mod er blevet besat.

I morges vågnede jeg selv og opdagede besætteren

I morges vågnede jeg selv og opdagede besætteren, men i modsætning til frihedskæmperen blev jeg bange. Bange for alt det jeg er blevet programmeret til at være bange for. Bange for fremmede, bange for at sige fra, bange for at rejse mig op. Bange for at miste min magelighed. Og størst af dem alle – bange for at dø. Jeg vil ikke dø for enhver pris. For besætteren er hverken en person, en sag eller en konkret trussel for min eksistens. Besætteren er en langsom udvanding i min måde at tænke og leve på som frit individ. Besætteren er ved at afvikle mit mod realtime. Jeg tager ikke længere ansvar – ej går jeg på barrikaderne.

Og det bliver tydeligere for hver dag, at jeg er ved at slå mig selv ihjel ved ikke at gøre noget. Konformiteten er blevet min comfort zone. Jeg tør ikke flyve for højt, skønt jeg ved, at det er lige så farligt at flyve for lavt. Det er imidlertid bedragerisk trygt at flyve lavt, men alligevel gør jeg det. Jeg flyver præcis dér, hvor man gerne vil have mig til at flyve. Når jeg engang så skal dø, kan jeg sige, at jeg døde for ingenting.

Åh partisaner, jeg vil ikke dø… Vil du?

Af