fbpx

Findes der en vision for menneskeheden? Historisk set evner vi ikke at se langt ind i fremtiden, men det kan og skal vi alle lære af nu

Mens politikere verden over mundhugges om at bestemme det, der ligger lige foran os eller i bedste fald et årti frem, er der ingen, der kan overskue konsekvenserne af den virkelighed, vi giver videre til næste generation. Er det for diffust for os at forstå, hvordan verden vil se ud om 20-30 år, eller er det mangel på viden og vision, der afholder beslutningstagere fra at tage de briller på? David Beckmann kigger ind i en civilisation præget af klimaudfordringer, befolkningstilvækst og teknologiske kvantespring.

Menneskeheden fejrede det verden rundt med fyrværkeri vildere end ved årtusindeskiftet – vi rundede 10 milliarder mennesker d. 4 oktober 2046. Som alt andet elskede vi at hylde og kvantificere vores menneskelige formåen. Tænk hvor flot det var at nå så stort et tal. I årtierne op til, havde flere biologer beregnet og advaret om, at verden med de nuværende resurser og teknologiske fremskridt maksimalt kunne brødføde 8 mia. mennesker. En stor del af befolkningstilvæksten eksploderede ud af Indien, Pakistan og Nigeria og en række afrikanske lande. De samme lande som også husede den største fattigdom. Af hensyn til deres populationers overlevelse kunne de ikke efterkomme de ambitioner, man på COP26 i London i 2020 prøvede at genoprette efter den kuldsejlede Paris aftale. Det samme gjaldt for USA og Kina, der begge var trådt helt ud af COP samarbejdet efter en flerårig handelskrig, der satte ekstra tryk på CO2 udledningen.

Det var som om verdens nationer med få undtagelser havde nået til en erkendelse af, at dem der kunne rage mest til sig også var bedst polstret til en usikker fremtid. I slutningen af 2020’erne var FN som overnationalt beslutningsorgan de facto sat ud af spil efter gentagne forsøg på at få parterne til at nå til fælles enighed.

30 eksponentielle skridt får dig 40 gange rundt om jorden

Man havde snakket meget om det i årene op til gældskrisen i 2021. Hvornår man ville opnå teknologisk singularity. Det tidspunkt hvor (AI) kunstig intelligens ville blive klogere end den menneskelige hjerne. Den udvikling hang meget sammen med teknologisk eksponentialitet, altså når noget i modsætning til linearitet vækster med en gentagen højere faktor. Svært at forstå? Forestil dig, at du tager 30 lineære skridt. Det svarer til 30 meter, hvorimod 30 eksponentielle skridt får dig 40 gange rundt om jorden.

Det var det, vi som race aldrig evnede at forstå, når vi kiggede ind i fremtiden – at et teknologisk trin op af stigen svarede til ti i det efterfølgende. Vi har gennem tiderne fremskrevet udviklingen lineært og i retrospekt altid været forbløffet over vores regnefejl. Således vurderede verdens førende eksperter i 2002, at mobilmarkedet ville vokse med 16 % inden for 2 år. Det endte med at være 100 %. Fejlen gentog sig i 2004, 2006 og 2008 med nogenlunde samme forudsigelser og slutresultat. Den samme regnefejl skulle vise sig at blive gentaget med robotter og AI.

Vi stod lige pludselig og drak kaffe lavet af en robot barista

Teknologisk eksponentialitet kombineret med singularity måtte derfor være helt umuligt at forstå funktionen af dengang. For ingen ville nogensinde have vidst, hvad vi stod med her små tredive år senere. Endda nogen af de mest fremsynede som Ray Kurzveil måtte komme til kort. Han er i skrivende stund d. 5 oktober 2046 i øvrigt 97 år gammel og stadig særdeles arbejdsdygtig.

Et af de afgørende punkter for kvantespringet var det lynhurtige mobile netværk 5G som erstattede de tidligere standarder 3G og 4G. Sydkorea var et af de første lande til at rulle det ud, og da vi besøgte byen Seoul i 2019 for at forstå mulighederne, kneb vi os selv i armen i ren teknologibegejstring over at blive serveret en suveræn latte machiato af en robot, som både ved hjælp af kunstig intelligens og 5G var i stand til at erstatte mennesket og altså producere og servere. Det virkede dengang humoristisk og komplet ufarligt, og for at være ærlig var robotten lidt kluntet. Det var jo bare en maskine, der kunne lave kaffe.

Kunstig intelligens røg op i skyen og ned igen – eksponentielt klogere hver gang

Selvkørende biler var nærmest standard. Den del havde man længe kunnet forudse. Det var først da den lidt akavede barista fik menneskelig krop og erstattede au-pair pigen, at det blev lidt tydeligere, hvor vi var på vej hen med AI og robotteknologien. Synths som man dengang kaldte de menneskelignende robotter var som udgangspunkt begrænset til deres egen kunstige intelligens. Først da et firma ved navn Cloudminds satte standarden for, hvordan én robots intelligens kunne smelte sammen med millioner af andres i skyen blev det tydeligt, at man ville opnå singularity. Således kunne robot X i New York øjeblikkeligt lære af robot Y i Paris.

Men ikke nok med det. Den samlede mængde af læring fra millioner af robotter udviklede sig selv i skyen og blev transmitteret live tilbage. For et menneske ville den forøgelse i intelligens svare til at læse 6 mio. bøger om mandagen, 600 mio. om tirsdagen osv.

Det startede som en halvdum barista og blev hurtigt til en menneskelig au-pair. En der kunne skifte ham efter behov, og den udvikling satte skub i den store udskiftning, som man kalde det i midten af 2030’erne. 90 % af alle service- og produktionsfag blev erstattet af robotter, hvoraf én kunne være revisorer og omgående skifte til advokat, hvis der var behov. Det fysiske output (effektiviteten) af en robot var faktor 10 af menneskets, og hvor vi som mennesker med alderen begrænses i vores intelligens, udviklede skyen sig hele tiden – eksponentielt. Det blev i kultiverede kredse til en etisk diskussion af, hvor mange vi ville have og hvilken betydning, det fik for menneskeheden. Mediernes agenda var anderledes. Bagsiden stod hele tiden i skyggen af den store begejstring ved de mange nye muligheder.

Robotterne arbejdede non-stop og voksede i antal. Sygehuse, skoler og plejehjem. Mange af velfærdsstatens problemer blev egentlig løst, for det var næsten kun strøm, der skulle til at holde en robot kørende, når først den var sluttet til skyen. Og skyen blev en diffus ting. Man kaldte det Cloud of Everything, fordi der ikke fandtes et device eller en gadget, der ikke var connected – til skyen af AI. Men vi elskede det, fordi det løste problemerne med manglende resurser til velfærd og grundlagde det historisk største fundament for ny forretning. Alt sammen muliggjort via det lynhurtige 5G netværk, der fandtes overalt.

Det blev to årtier i kapitalismens Klondike

Det var nærmest som at starte internettet forfra eller lede efter guld i datidens Canada. Der var ikke den service, gadget eller mulighed, som ikke blev taget af driftige iværksættere. Der var guld overalt, hvilket skabte et nyt problem, for den kunstige intelligens overtog også store dele af grundforskningen og kunne på ingen tid opfinde nye medikamenter, nanoteknologier og løse hidtil usete fysiske/kemiske sammenhænge. Virksomheder, der gennem deres bidrag til skyen tilvejebragte meget viden mente derfor også, de havde patent på forskningen og dermed ejerskabet af de nye teknologier. Det positive var, at det resulterede i et drastisk fald i sygdomme samtidig med, vi levede meget længere, men det skabte altså også en krigsmark for, hvem der ejede hvad.

Bagsiden af medaljen var, at vi hurtigere end forventet rundede 10 mia. mennesker, hvoraf mange vil blive over 200 år. Samtidig havde vi på kun ti år skabt en mia. synth robotter. Den drabelige resursecocktail efterlod et gigantisk tryk på jordens resurser og dermed også klima/miljø. Og netop klimaet var man aldrig lykkes med at finde enighed om. Skønt intelligensen var der, kunne man ikke vende moder jords udvikling. Det blev skæbnens ironi på en nærmest religiøs måde, at man accepterede tingenes tilstand.

Afløseren af Blockchain blev platformen for en ny global elektronisk møntfod

Det var egentlig ikke fordi, menneskeheden bare rejste på lang badeferie som resultat af, der ikke var noget arbejde. I hvert fald ikke de første år. Den ekstra tid fik os til at gøre ting, vi ikke havde nået i vores travle hverdag. Regeringer verden over kunne hurtigt blive enige, at man var nødt til at skabe en ny monetær enhed, fordi vi stod til at ændre vores forbrug massivt pga. manglende selvbestemt indtægt. Det gamle system virkede ikke i den nye verden. Man indførte Terra standarden, som i høj grad var bestemt af, hvor meget areal og olie et land sad på. Penge blev erstattet af et pointlignende system, hvor alle mennesker baseret på tidligere job, rang, formue og relationer blev tildelt Terras. Hver måned tikkede der en månedsløn ind bare for at være at live.

I tidernes morgen kaldte man det borgerløn, men i virkeligheden var det mere komplekst, for i det nye pengesystem lå også en masse særrettigheder. Systemet afløste Blockchain, som i 2010’erne var starten på et konsensuspræget beslutningssystem. Nu lå det i ’synth nodes’ som minede gratis og besluttede via millioner af robotter hver gang. Overgangen fra det gamle til det nye samfund var overraskende smertefri, måske fordi det blev markedsført under, at vi fik penge for ikke at arbejde mere.

For hver dag der går, siver vi længere ind i et eksistentialistisk hulrum

De børn, som demonstrerede for klimaet er nu unge voksne og har indset, at klimaændringerne er irreversible. Generationen der blev født et årti for sent, kalder man den. Forskere har siden fundet ud af, at det rent faktisk var muligt at vende skuden helt op til slutningen af 2030’erne, men fokus på ny velfærds- og profitdrevet teknologi samt overgangen fra et arbejdende til ikke arbejdende samfund løb med opmærksomheden. Alt det som forskerne forudsagde er sket – blot meget hurtigere. Vi ser bogstaveligt talt effekterne hver dag nu.

Kombinationen af vi i stigende grad er begyndt at kede os og samtidig kigger direkte ned i afgrunden, har affødt en angstlignende massepsykose i befolkningen. Heldigvis noget vi kan medicineres mod, men det fjerner ikke den misundelse, mennesket har på synth robotterne, der uvidende går på arbejde og ikke er bange for noget. Det er, som om meningen med livet findes i skyen.
Derfor har Elon Musk efter 29 års forskning endelig færdigudviklet en lille neuro-teknologisk enhed, man kan tilkoble lige over rygsøjlen med et lille let pres. Den gør, man som menneske kan connecte til skyen og dermed en kollektiv bevidsthed.

Det har gjort, at vi kan overtage bevidstheden fra en synth robot og gå på arbejde igen uden at være bange. På den måde er alt ved det gamle, og ved at snyde vores bevidsthed opdager vi heller ikke, at vandstanden i havene stiger – eksponentielt.

Det var det, vi gav videre til vores børn. En virtuel virkelighed af vores eget liv.

Tilbage til skillevejen i 2019

Men vi kan også vælge en anden vej. Den, hvor vi med en fælles forpligtelse tør skabe en bæredygtig og positiv forandring af verden. Den, hvor vi hele tiden er kritiske og tør sige nej til ny teknologi på bekostning af profit og velfærd. Den, hvor vi starter med os selv og vores nabo.

Af