fbpx

Betændt presseetik har skabt Rasmus Paludan

Den seneste måneds udvikling af fænomenet Rasmus Paludan viser, at medierne er villige til at gå på kompromis med deres ansvar og nærmest bøje lovgivning og presseetik i kampen om at berette. Men de er ikke alene om det. I resten af den vestlige verden popper politiske klovnefigurer op fra stort set ingenting, fordi de bliver markedsført gratis af medierne. Glemmer publicisterne deres ansvar i kampen om overlevelse, og skaber de dermed helt selvbestaltet en værdifuld affyringsrampe for en ny og farlig type politiker?

Alt imens vi mageligt klargjorde silden på det danske påskebord, blev politifolk fra hele landet ekstraordinært kaldt på arbejde. Anledningen var ikke et uventet besøg fra en statsleder eller en rockstjerne, der ville overraske sine fans. Det var et helt almindeligt menneske, som havde bestemt sig for at forsætte sit korstog og demonstrere mod islam. Rasmus Paludan er hans navn. Advokat og stifter af partiet Stram Kurs, som længe har kæmpet med at få vælgererklæringer nok og dermed blive opstillingsberettiget. Partiet kunne d. 1. april, før demonstrationerne på Nørrebro, således mønstre 5.526 vælgererklæringer ifølge tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Godt 25 % af det magiske tal på ca. 20.000, der skal til for at stille op til et folketingsvalg.

Historisk set er det intet parti muligt at få så stort momentum uden hjælp

D. 14 april 2019 starter urolighederne på Nørrebro, og det bliver helt udslagsgivende for Rasmus Paludan og dermed Stram Kurs. For næsten to år siden blev partiet stiftet og havde til for nylig formået at få, hvad der svarer til ca. 8 vælgererklæringer om dagen. D. 28 april kunne partiet se tilbage på to uger med en daglig tilslutning på 1.149. Historisk set er det intet parti muligt at få så stort momentum uden hjælp. Det kræver en løftestang. I Rasmus Paludans tilfælde blev det medierne. Selvom de måske inderst inde ved, at de har klokket i det, står chefredaktører og medieansvarlige alligevel i kø ved håndvasken. Om det er i TV2’s Presselogen eller egne Ledere, er der ingen reel selvindsigt at hente. Politikkens leder går så langt som at give en ’syg netkultur’ skylden for Rasmus Paludans succes.

Had krydret med psykopatisk narcissisme udgør halvdelen af succesformlen

Rasmus Paludan er historien om narren, der på nærmest Holbergsk vis tilstræber at opnå agtelse i det fine miljø med en form for afstikkende adfærd. For at narren kan nå publikum, gælder det om at identificere et fjendebillede, der er let fordøjeligt. Rasmus Paludan bruger islam. Siden 2001 har vi jo lært at hade muslimer, må være hans strategi – dybest set er han ligeglad, men han vælger at tage det mest simple og måske også stærkeste fjendebillede i brug. Uden empati og fuldkommen blottet for indlevelse i andres følelser ser narren verden sort og hvid. Der er ingen gråzoner og derfor heller ingen kompromisser. Han går kynisk efter sit mål og udnytter alt og alle på sin vej. Han ved, at hadet er den stærkeste drivkraft. Hadet med racisme som motor – stærkt men ansigtsløst.

Man skal ikke skæve langt ud over landets grænser, før man møder lignende personlighed. Således fik Trump med samme formel også succes og brugte især eliten og indvandrerne som fjendebilleder for at få momentum. Den anden halvdel af succesformlen er altafgørende for succes. Udbredelse. Uden den har narren ikke en kinamands chance for at få et publikum.

Medierne begår presseetisk harakiri ved at ’overberette’ om narren

Når man skal markedsføre et nyt produkt, gælder det om at finde den mest effektive vej, det gælder både for store og små virksomheder. En meget sjælden gang rammer et produkt noget i tiden, der spreder budskabet og dermed ender med at blive nærmest kult. Pointen er, at man ikke kan købe sig til en ægte organiske spredning. Medierne er meget bevidste om ikke at lade sig udnytte i kommercielle henseender jf. reglen om god presseskik under medieansvarsloven. Det gælder om at berette og ikke skabe, som redaktørerne synger i kor. Men hvad når det gælder personer og ikke produkter?

Stort set alle medier kastede sig glubsk over at berette om Rasmus Paludans demonstrationer. Vigtige principielle emner var på spil. Ytringsfrihed og demonstrationsforbud. Helsider, dokumentarer og endeløse ekspertdiskussioner gav medierne sig i kast med. Konfrontationen var skabt. Rasmus Paludan mod islam. Dét er noget, der giver klik, men det er også noget, der polariserer befolkningen og skaber en kulturel kløft. Et hul så dybt at vi måske ironisk nok er ved at miste vores danskhed i jagten på at berette, hvad der skal være dansk.

Alt det udenom, det vigtige, smuldrer mellem hænderne på os

Selvfølgelig skal medierne berette om det glade vanvid, der forgår lige foran øjnene på os, når en begivenhed som Rasmus-Paludan-demonstrationerne ruller for åben skærm. De er imidlertid blevet så ukritiske, at det udgør et presseetisk problem. Med den åndsforladte konfrontationsjournalistik forgifter vi nemlig alt omkring os. Det er som at komme Roundup i vores samlede forståelse af, hvad der er vigtigt. Den bliver henkogt til en suppe af splittede ligegyldigheder, som vi skyller ned med påskesnapsen samtidig med vi bliver bekræftet i vores ansigtsløse had.

Hvem har brugt spalteplads på at prøve at forstå muslimers kærlighed til deres religion? Hvilket medie træder et skridt tilbage og laver en dokumentar om indvandreren, der med sin store kærlighed til noget større, føler et angreb, vi slet ikke kan forstå? Hvor er mediet, der beretter rundt om begivenheden fremfor på begivenheden? Hvor er provokatøren, der stiller sig op foran Christiansborg og sætter ild til grundloven for at vise modpolen?

Rasmus Paludan ender med at spille kispus med medierne fordi, han ved, de vil markedsføre ham. De skal jo berette om de vigtige begivenheder, der konfronterer grundloven. Medierne glemmer imidlertid, at de i deres iver for selv at få opmærksomheden hælder benzin på det bål, der langsomt er ved at splitte os ad. Alt det, der er vigtigt, er svært at tale om, derfor lader vi narren optræde med politiets velsignelse og mediernes markedsføring. Vi glemmer blot, at hver gang vi skaber en nar, bliver tre nye inspireret.

Det, der samler os, er forbrødring gennem indsigt, tillid og forståelse

Hvad hvis medierne i stedet for konfrontationen skildrede det store holistiske billede? Hvad hvis vi lod Rasmus Paludan tale frit med en lille notits om, han gik alene på Nørrebro? Hvad hvis vi lod politiet ignorere den bevidste provokation? Hvad hvis vi tillidsfulgt interviewede muslimen og spurgte, hvordan det gik til, at han klappede narren ud? Hvad havde ændret sig i ham? Tillid.

Ville tillid skabe splittelse eller samle os som mennesker? Hvis det sidste var tilfældet, havde narren så et publikum i fremtiden? Velvidende det kan tage en livsalder at nå hertil, behøvede medierne kun én uge til at skabe Paludan.

Af