fbpx

Partistøtte: Reglerne og gennemsigtigheden, eller mangel på samme, kan sidestilles med lovlig skatteunddragelse

Der er folketingsvalg lige om lidt, og vi kan forvente, at det bliver det dyreste nogensinde målt i omkostninger pr. rekrutteret vælger. Reglerne for privat partistøtte blev revideret i 2017 af et flertal bestående af regeringen og socialdemokratiet, som selvfølgelig også udgør de partier, der modtager flest penge. Hvorfor omgår politikerne loven hele tiden, og hvor kommer pengene til at føre valgkamp reelt fra? Lovgivningen er dybt problematisk og udgør et demokratisk problem, mener kronikør David Beckmann, der efterlyser 100 % transparens i hele værdikæden.

Nye regler er gammel vin på nye flasker

Det er som om, man med den nye lovgivning har sat sig ned og konstrueret et sæt regler, der rent retorisk virker åbent og gennemsigtigt men i virkeligheden blot er mere af den gamle vin på nye flasker. Således siger §2a i bekendtgørelsen, at der skal være et totalt forbud mod anonyme bidrag, hvis de overstiger 20.000 kr. Modtages sådanne bidrag, skal de – hvis bidragsyder kan identificeres – tilbageføres til bidragsyder eller alternativt overføres til statskassen. Med andre ord, hvis ikke der er navn på, skal pengene gå tilbage, hvor de som udgangspunkt kom fra. Beløbet bliver løbende indeksreguleret og udgør i 2019 helt nøjagtigt 20.900 kr.

Sløring af pengestrømmen

Allerede 19 år før loven blev ændret, ønskede man at sløre pengestrømmen ved etableringen af de såkaldte pengeklubber. Således blev Den Liberale Erhvervsklub med Fritz Schur som formand stiftet i 1998 på opfordring af Anders Fogh Rasmussen. Pengeklubben har til huse på Søllerødvej 30 i Holte i en bygning, som er ejet af – Venstre. Anders Fogh og Fritz Schur er på daværende tidspunkt nærmest foregangsmænd for at lave en konstruktion med det ene formål – at anonymisere den private partistøtte. Sidenhen er pengeklubber poppet op som svampe i en fugtig skovbund. Det er imidlertid ikke kun på partiniveau. Mange af folketingsmedlemmerne har deres egne klubber. De opererer under samme vilkår, hvor 20.000 kr. er den gyldne grænse for ikke at få sit navn associeret med en donation.

Kigger man i Venstres seneste regnskab, optræder kun 9 virksomheder/personer ved navn, men det samlede beløb som partiet kradser ind udgør over 5 mio. kr. Det kan meget vel være spredt over 250 personer a præcis 20.000 kr. hver. Personer gemt bag forskellige skjulte konstruktioner, som vi aldrig får at vide, hvem er.

Nu er den så gal igen

Forleden kom det frem, at finansminister Kristian Jensen, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og transportordfører Kristian Pihl Lorentzen undlod at offentliggøre mindst 16 transaktioner på over 20.000 kr. Troede man, at det stoppede her, kunne man tre dage senere erfare, at Venstres politiske ordfører Britt Bager viste sig at være endnu mere kreativ ved at sikre en donation på 100.000 kr. fra den samme person ved at splitte beløbet op i fem lige store dele via fem selskaber.

Der findes flere måder at omgå loven på helt uden konsekvenser. Nærmere betegnet seks smarte finter, som Politiken beskriver. Selskabsfinten, bestyrelsesfinten, familiefinten, lokalkredsfinten, erhvervsklubfinten og stråmandsfinten. Hvor sidstnævnte er ulovlig i Danmark, repræsenterer alle omgåelserne en teknisk form for stråmand, om det er en bestyrelse, familie eller erhvervsliv.

Værdigheden ved at være folkevalgt

Man taler i denne valgkamp om værdigheden ved at være folkevalgt. Skal man have en højere moral i et offentligt embede? Er man uværdig med en kriminel fortid? Folketingsmedlemmerne står i hvert fald i kø for at miskreditere Klaus Riskær Pedersen kandidatur pga. hans brogede fortid, men er de selv moralsk bedre? Er man værdig, hvis man gang på gang og helt bevidst omgår den lemfældige lov, man selv har lavet?

Man kan sidestille lovgivningen med den internationale skattestruktur, hvor multinationale virksomheder ved hjælp af et ukendt antal finter kan flytte penge rundt og dermed nærmest undgå at betale skat. Et system, der er lovgivet af selvsamme politikere med ladeporte af åbninger for unddragelser. Lovlige men moralsk forkastelige fordi de i sagens natur er med til at undergrave tilliden til vores demokrati. Hvor den lille mand bliver trukket direkte i løn eller skat for en fejl eller forglemmelse, er det fuldstændig risikofrit at omgå reglerne for privat partistøtte. Det hænger ikke sammen.

Borgerne bør kende til pengestrømmen

Som borgere i dette land er det vores demokratiske ret at kende hele pengestrømmen uanset beløbsstørrelse. Alle, der har lyst til at donere, skal opgive eksakt beløb på skattesedlen som herefter automatisk fremgår offentligt på personen og/eller partiets regnskab. Vi vil vide, hvem partierne og deres kandidater er i lommerne på, når de prøver at rekruttere os til næste folketingsvalg. Med den nuværende lovgivning har de folkevalgte ikke løst problemet snarere bygget en underskov af nye finter, hvorved det hele bliver endnu mere uigennemsigtigt. Bør loven ikke skrottes helt, så alle private donationer fremgår offentligt og på skattebilletten? Det er værdigt, demokratisk og ikke mindst 100 % transparent.

Af