Kronikken er et upolitisk talerør for en voksende græsrodsbevægelse, som ønsker indflydelse gennem den fælles styrke, det er at være samlet som én stærk stemme. En stemme af mennesker der ønsker positiv forandring, og hvor styrken starter med individets forpligtelse under fællesskabets ansvarlige eksekvering.

Vi er et fællesskab af forandringsvillige mennesker

Vi er en kombination af mennesker, NGO’ere, virksomheder og foreninger, som gennem oplysning og debat, vil udbrede og øge bevidstheden samt paratheden til at skabe en bæredygtig og positiv forandring af verden. Modet er vores stærkeste våben til at bryde status quo.

Vi vil tage opgøret med klimaforandringer, resurseknaphed, uhensigtsmæssige kapitalstrukturer, en voksende gældsspiral, manipulerende teknologier, indoktrinerende main-stream medier og fælles for mange politikere og multinationale virksomheder – en mangel på moral, vision, ansvar og lederskab.

Vores mål er at skabe en oplyst, kollektiv og gensidig sameksistens på et nyt og mere kreativt niveau, hvor en grundlæggende systemændring bliver fundamentet for en bæredygtig verden med et ansvarligt lederskab

Vi har skabt en fortælling

Det er, som om vi har skabt en fortælling, der bærer en kollektivt konstrueret historie (vi kalder det systemnarrativet) baseret på præmisser om, hvordan man skal leve. Den tilstand (status quo) har ingen af dem, vi er i opposition til, interesse i at ændre. Som befolkning spørger vi ikke længere – vores evne til at reflektere og udfordre er udskiftet med en systemisk diktat om det rigtige liv. Det lykkelige liv. Alt sammen pakket ind i en stigende forventning om at præstere og levere, mens vi lytter til og læser om ligegyldighedens trivialiteter. På Kronikken tror vi på, at det narrativ over tid har fjernet vores mod til at ændre tilstanden. Til at turde tænke større og bedre. Historisk set har hverken en ideologi eller et imperium overlevet, fordi de til syvende og sidst koncentrerer magten og udpiner resurserne. Systemnarrativet har over tid bedøvet vores mod til at søge alternativet. For findes det? Er der en bedre økonomisk model til vores samfund, og vil den måde – vi lever på – kunne være mindre vækstorienteret og mere bæredygtig?

Vi vil blande os i debatten

Vi vil med Kronikken som talerør blande os i debatten. For der sker noget derude. Der er en opstand på vej. Om det er Trump, Brexit, gule veste, stigende temperaturer eller kriminel kapital – om det er måden vi taler på, lytter til hinanden eller vil vores nabo det værste. Så er der en eller anden form for oprør mod udviklingen undervejs. Det er uundgåeligt, at det på et tidspunkt vil kulminere – det siger vi kun, fordi det historisk set nærmest er en statsgaranti. Vi vil inspirere til at flytte kommunikation et niveau op, væk fra det polariserende og indoktrinerende. Vi tilhører en bevægelse, som er del af noget større.

Mission: Forandringen og modet er vores nye narrativ

Forandringen og modet er vores narrativ – at turde bryde status quo. Økonomisk, moralsk, kommunikativt, teknologisk, og klimatisk.

Økonomisk fordi den motor, der kickstartede den vestlige verdens økonomi, efterhånden har udpint det, som den teoretisk set blev sat i verden for. Kapitalismen er (var) et fantastisk instrument for at motivere til at arbejde og investere. Dens neoliberale udvikling har desværre også vist sin manglende holdbarhed til at navigere i en global verden med få store spillere og nul-renter. Den blev i 1980’erne dereguleret og er siden – af verdens ledere – tilbudt særligt fordelagtige regler for at flytte penge rundt. Penge der som udgangspunkt skal beskattes, men som gennem tekniske konstellationer forsvinder som dug for solen. Penge, der i virkeligheden skal bruges til at løfte de samfund, som virksomhederne tjener på. Penge der i stedet ender med at blive re-allokeret til elitens superelite.

Hjørnestenen i kapitalismen er vækst – konstant vækst. Man vil forsvare modellen med den positive udvikling, vækst, jobskabelse og sundhed, som alt sammen betaler for vores velfærd. Men alt imens forventningen til endnu større vækst får os til at løbe hurtigere, kommer den bare ikke ud af den blå luft. Vækst kræver investering og gæld. Og netop de to områder har udviklet sig til bobleøkonomier og tårnhøje gældsrater både hos virksomheder og lande. Hvem skylder vi alle de penge til?

Moralsk, fordi konstant vækst med stigende befolkningstal måske er uopnåeligt og derfor får os til at søge mod ekstremerne i jagten på øget indtjening. Skismaet for hvad der er rigtigt og forkert bliver i nærmest eksplosiv grad udfordret af kreative konstellationer. Det er ikke længere tyveknægte, der stjæler fra hinanden – det er dybt nede i det systemiske, at problemet for alvor ulmer. Det er statskasserne, der bliver tømt af kriminelle banker, advokater og revisorer, der hele tiden flytter deres egen moral. Nærmest dagligt er vi vidner til, at nogen svindler for milliardbeløb, men vi har ikke et lederskab, der for alvor gør noget ved det. Som befolkning er vi ikke længere forarget – andet end en lille panderynke til aftenkaffen og måske et brøl på Facebook.

Den manglende moral drypper langsomt ned i systemet og lander på vores tallerken, men det er stadig mad, og derfor gør vi ikke noget. Vi er passiviseret, fordi vi spiser af samme tallerken, som indeholder så mange rester af umoralsk medicin, at vi efterhånden bliver immune overfor, hvad der er rigtigt eller forkert. Først når maden ikke længere lander mageligt på vores bord, tør vi måske samle os om at forstå og udfordre helheden, men er det så for sent?

Kommunikativt, fordi vi først og fremmest er børn af samme skole. Vi er opdraget til at tænke ens ud fra en snæver historiefortælling. Den har til formål at ensarte os, så vi undlader at blive alt for entreprenante og kreative – det har vores system ikke godt af. Men det har også gjort, at vi ikke længere spørger kritisk. Det er vestens historikere, vi sidder på skødet af, mens der bliver læst højt. Vi på Kronikken undrer os over, at pensum sjældent indeholder værker af asiatiske, arabiske og sydamerikanske historikere og forfattere. Måske tænker de anderledes – måske indeholder historien andre sandheder. Alt andet lige forhindrer systemet os i at blive inspireret, som det er nu. Det er kernen i det narrativ, der nærmest systemisk har skabt sig selv og vokset sig kæmpe gennem politikeres og mediers måde at kommunikere på. Det er samme mølle, der bliver hældt vand på.

Kommunikationen har nu nået et punkt, der er så lavintelligent, polariserende, løgnagtigt og indoktrinerende – at vi som borgere er rykket ned i et reaktivt luftlag, hvor det bliver de fremmede, citronmånen, håndtrykket og SkoleIntra, der er på agendaen. Det store billede er der ikke længere nogen, der magter hverken at forklare eller forstå.

Teknologisk, fordi vi står ved en skillevej, som de fleste har meget svært ved at forstå. Som med kommunikation reagerer vi kun på det, der er lige foran os. Vi har som et helt samfund ikke kapacitet til at se længere frem. Det har gjort os til slaver af teknologien fremfor at udnytte den. Vores bevidsthed er langsomt ved at vokse sig ind i telefonen. Vi kigger hele tiden ned i den fremfor at se, hvad det er lige foran os. Der står en eksponentiel teknologisk udvikling, der kommer til at ændre måden, vi lever på meget hurtigere, end vi kan og evner at forstå. Måske vi bare prøver at redde os selv ved at kigge ned, som en struds der stikker hovedet i jorden.

Robotter og AI (kunstig intelligens) er meget længere fremme, end det øjet kan se, og det bliver den næste store revolution, for her er endnu et vækstpotentiale. Den teknologiske revolution vil overflødiggøre op mod 80 % af alle produktions- og servicejobs indenfor de næste 50 år. På Kronikken tror vi på den stigende bølge af visionære Silicon Valley iværksættere, forskere, forfattere og filosoffer, der aktivt kigger på hvordan vi “af-teknologiserer” os selv og stiller de rigtige spørgsmål. Mod-bølgen er her. Vi er en del af den.

Klimatisk, fordi vi som verdenssamfund bevæger os i et godstog på kul med 300 km/t på vej mod en mur. Vi kan se muren, men vi gør ikke noget for at stoppe toget. Er det en illusion? Er det med klimaforandringerne overvurderet? Det vil især USA men vel også Kina, Pakistan og Indien skulle mene, siden de konstant øger udledning af CO2. “Teknologien vil løse problemet, når”…. Det er grundtanken i den økonomiske teori, filosofi – eller hvad man kan kalde den fuldstændig manglende evne til at lytte til forskere og se på data. Er det for sent? Er det derfor, vi ser de store lande (som også er atommagter) være komplet ligeglade? Alle forskere river sig selv i skægget pga. manglende politisk intervention. Data bliver mere og mere synlig. Den der beskriver effekterne ved eksponentialitet og domino. Men det er som om, vi ikke vil forstå det. Det er, som om nogen har plantet en defekt tanke, der gør, vi kan overleve uden bekymring.

Som befolkning kan vi se muren, men vi tror, den er en illusion, for vi har ledere til at beskytte os og hjælpe med at løse problemerne. Så vi fortsætter bare med at hænge i. Vi bliver siddende. Den eneste mur vi rent faktisk kan forholde os til er den, Trump snakker om og som for nyligt lammede et helt statsapparat og prægede alverdens mediers kommunikation. Den Trump’ske mur, er måske skabt for at flytte fokus væk fra det, der er vigtigt. Klimamuren.

Hvem er vi?

Forandringen sker kun gennem dig og mig. Det skal vi kun åbne historiebøgerne for at se, men i stedet lægger vi vores børns fremtid i overnationale organisationers, politikeres, mediers og virksomheders visionsforladte planer om at samle og ændre verden. Al positiv forandring kommer nedefra, og vi på Kronikken tager gerne det lange seje træk. Vi har ingen forretningsmodel, vi er ikke støttet af nogen, vi er hverken kommunister eller kapitalister, men vi kan se, der er brug for at sætte ord på den bevægelse, der gløder.

Vi vil gennem ordet, talen, fakta, forandring og en helt agendaløs plan bryde status quo. Vi er en gruppe af iværksættere, tech. folk, forfattere, skuespillere m.fl.