fbpx

Vores ufødte børnebørn ’ser med’, når vi konsumerer frygtbaseret indhold

Forskere fandt for nylig ud af, at frygt blandt mus kan gå i arv i mindst tre generationer. Vi udsætter dagligt os selv for den samme frygt med det indhold, vi i stigende grad konsumerer. Om det er nyheder, streamingtjenester eller sociale medier, er vi konstant konfronteret med et massivt tryk af frygtbaseret indhold. Er der en videnskabelig mulighed for, at vores børn og deres børn tilpasser sig en ny adfærd pga. et nedarvet reaktionsmønster? Ja, mener David Beckmann og argumenterer for, at indholdsproducenter udøver en ikke-koordineret men kollektiv bedøvelse af vores vilje til at søge et højere oplysnings- og bevidsthedsniveau.

Forskere fra Emory University i USA udsatte først en gruppe mus for en bestemt lugt og gav dem samtidigt stød. Musene blev meget hurtigt bange for lugten, og veg tilbage for den. Deres unger udviste et identisk reaktionsmønster, og på én generation arvede de frygten for lugten. Forskerne ville dog være sikre på, at resultatet ikke skyldtes miljø og fjernede i et nyt forsøg ungerne fra de bange forældre og lod ikke-traumatiserede mus opfostre dem.

Det samme mønster gentog sig. Ungerne var stadig mere frygtsomme end unger af ikke-traumatiserede forældre. Forskerne fandt ud af, at de nedarvede reaktionsmønstre skyldes epigenetik. DNA’et ændres ikke, men i stedet tændes eller slukkes forskellige gener, og det ændrer direkte på adfærden i flere generationer.

Frygt er blevet sat på formel

I vores egen verden vågner vi hver morgen til en redigeret virkelighed. Om det er radio, internet eller TV er der nogen, der redaktionelt og/eller algoritmebestemt har besluttet sig for, hvad vi skal eksponeres for. Producenterne lægger ikke engang skjul på det. Indholdstragten er efterhånden så uniform, så selv om de alle kæmper om vores tid, er vi pr. automatik stillet ind på frygtbølgen. For de ved, frygt virker og den bruges kynisk i kampen om at vinde vores tid. Tid som bliver til penge i form af reklamer, sponsorater, abonnementer etc. Det har ikke altid været sådan. Udvalget er indhold er imidlertid blevet så stort, at det er sværere at tjene penge. Derfor bliver de nødt til at producere ud fra psykologisk formel, der virker. Ph.d. Mathias Clasen har forsket menneskets higen efter frygt, og konklusionen er ensidig. Han siger:

”Da vores forfædre levede som jæger-samlere på den østafrikanske savanne, var det vigtigt, at de var forberedt på farer fra rovdyr og kryb. De var nødt til at træne deres reaktioner i pressede situationer, og lysten til det aflejrede sig i deres DNA – som vi stadig bærer på i dag. Vi træner vores skræk-beredskab.”

Frygt købes – frygt sælges

Rent videnskabeligt ved vi altså, at mus på bare én generation kan nedarve en bestemt frygt, og vi ved samtidig også, at mennesket instinktivt søger frygt for at træne en potentiel fare. Det er den dybt alvorlige kombination, vi som mennesker står overfor – lige nu. Indholdsproducenterne har for længst løst formlen, som omsat til vores dagligdag betyder, at vi i en nærmest symbiotisk relation næres af hinanden. Frygt søges, frygt sælges. I radioavisen ved morgenbordet hører vi om terror og fjendebilledet, på Facebook konfronteres vi med den passiv-aggressive vrede i en tråd bestemt af en algoritme. På eb.dk er brandhanen altid tændt for fuld blus.

I skrivende stund er det første jeg møder. ”Bus eksploderet i Stockholm. Passagerfly styrtet ned. Spillested om kokainskandale, PIS. Denne form for tabusex er røvfrækt. ” Forvilder jeg mig ind på Eb’s Nationen under nogle af artiklerne, havner jeg i samme passiv-aggressive retorik som på Facebook. Jeg behøver ikke lede mere, frygt søges. Frygt sælges. Jeg finder det selv, men det er tilgængeligt overalt. Når jeg har lagt ungerne, står der med småt i hjørnet af den serie, som Netflix algortimen har valgt til mig. Vold, stoffer. Jeg afslutter altså min dag med billeder af mord, had og silofanporno. Alt sammen indtryk som hjernen lagrer meget dybere end ordet. Min epigenetik har arbejdet på højtryk hele dagen for at konsumere frygt vel vidende, at den også nedarver det. Når jeg endelig falder i søvn begynder jeg at tænde at slukke for generne.

Løsningen starter med os selv

Vi sætter altså bevidst vores børn og børnebørns gener i fare, hvor paradoksalt det end lyder, når vi taler om at inducere frygt. Men at slå på indholdsproducenterne er ikke løsningen. Tværtimod. Den findes i os selv, for hvis vi et øjeblik finder viljen og hæver os over indholdet, kan vi se det fra en ny og mere holistisk vinkel. Når vi dér ved, det er et bevidst valg at søge frygt, kan vi kollektivt (måske bare starte med familien) bevidst også stoppe det og vælge modpolen. Når det er sket, træder vi ud af massebedøvelsen og når et højere bevidsthedsniveau. Med ét bevidst valg stopper vi frygten for at gå i arv, mens vi selv bliver mere oplyste. Hvem ved, måske det modsatte af frygt og had også går i arv?

Af