fbpx

TV duellen: Et format der på fornemmeste vis udstiller, hvorfor man ikke kaster perler for svin

Vi kender efterhånden de faste udtryk, når medierne prøver at gøre en samtale mellem to politikere til en slagmark. TV duellen. Man tørner sammen, mødes, tvekampen står mellem osv. En debatform der burde have til formål at oplyse og argumentere, men som nu har udviklet sig til et sandt mediecirkus. Et semantisk klovnenummer hvor ræsonnement er udskiftet med indøvet spinretorik. Forestillingen stopper imidlertid ikke her, for umiddelbart efter kæmper medierne om at kommentere på slagudvekslingen. Nogle endda som et metalag med kommentaren ovenpå alle kommentarerne. Er det meningen, vi som seere skal holde helt op med at tænke selv?

TV duellen der vinder, mens fornuften må smide håndklædet

I bedste sendetid søndag aften blev den så vist på DR. TV duellen mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen med tidligere Kontant vært Kåre Quist som ordstyrer. Seerne havde på forhånd stemt om en række emner, og de mest populære herunder sundhed, pension og klima vandt tilsyneladende kampen i kampen om at blive diskuteret.

Lad det være sagt med det samme. Dette er ikke en anmeldelse. Forud for en hvilken som helst TV duel foregår normalt en større forhandling mellem det transmitterende nyhedsmedie og de respektive duellanter. Sidstnævnte prøver at præge formatet så meget som muligt ved at stille en række krav for overhovedet at stille op. Hvem husker f.eks. ikke Lars Løkke Rasmussen forlange at styre både emner, længde og tidspunkt i en duel på DR mod Villy Søvndal tilbage i 2010? En række krav der til syvende og sidst fik den konsekvens, at DR afviste at gennemføre TV duellen.

DR’s nyhedsredaktion var dengang et stolt journalistisk fyrtårn med modet til at sige fra overfor fuldstændige urimelige betingelser. I public service stationen var redaktionel integritet vigtigere end at transmittere kampen, selvom det potentielt kunne koste seere.

Drejebogen bag TV duellen søger den negative konfrontation

Først og fremmest kan man spørge sig selv om, hvorvidt duellanter overhovedet skal have en stemme i, hvordan formatet skrues sammen. Politikere er verdensmestre i at øve sig, når de vel at mærke ved, hvad de skal øve sig på. Men de er også de bedste til ikke at svare. De falder ofte helt igennem, når de bliver overrasket eller ikke får mulighed for at forberede sig. Derfor foregår en større planlægning i tæt samarbejde med spindoktoren, så skytset kan rettes ind.

Med dybdekendskab til emner og formentlig også udvalgte spørgsmål går politiker og spindoktor efter at identificere de nyreslag, der kan overraske modstanderen og tage overskriften bagefter – fremfor at tale politik. Surprise attack. Den ukronede mester i ikke at tale indhold er Donald Trump, og han demonstrerede med sit kendte udbrud Crooked Hilary i en TV duel med Hilary Clinton, at indhold blot er en illusion, hvis angrebet udføres smart. Folket jublede efterfølgende Crooked Hilary uden at vide, hvad Trump mente om politik.

Inspireret af det amerikanske TV duel-format, sidder man på DR’s nyhedsredaktion med overvejelser om at lave godt fjernsyn, der omkranser slagmarken. Derfor tegner man flankerne skarpt op. Redaktøren har forberedt studieværten på, at han skal gå efter personen hvis muligt. Det er godt fjernsyn, er man enige om.

Kampen er fløjtet i gang

Duellanterne står uforholdsmæssigt tæt på hinanden med en klemt ordstyrer i midten – måske de mærker fråden, når de afbryder hinanden. Som en anden Michael Buffer råber Kåre Quist nærmest kampen i gang med et Ready to rumble. Det skal være tydeligt for seerne, at handskerne er bundet og paraderne oppe. Det viser sig hurtigt, at de to kombattanter har øvet sig, men det er som om deres stærke fokus på formen har efterladt dem uden reelt indhold, passion, vision og vigtigst af alt mennesket bag. Deres respektive jovialitet klinger hult, men det er et godt og afstemt stilskifte i formatet. DR’s redaktion vil imidlertid have kamp.

Kåre Quist optræder således flere gange som mikrofonholder for Lars Løkke ved at gentage hans spørgsmål til Mette, og det lykkes, da Socialdemokratens oplæg til pension bliver omtalt som ét stort bluffnummer. Det perfekte nyreslag. Man kan se, hvor indøvet det er. Fejlfrit eksekveret efterfulgt at små konstante hooks. I Kåres øresnegl lyder måske et rungende – bliv ved. Modstanderen er rystet, Mette Frederiksen skal være glad for, at emnet skifter, for hun kan ikke svare – i flere forsøg. Endnu engang lykkes det Lars Løkke at slå indholdet til blods, men han fik hjælp af Kåre Quist og ironisk nok også Mette Frederiksen. De sejrede alle tre af helvede til. Knockoutet lå indholdet på alle fire. TV duellen vandt.

Ud af medietuen vælter analytikere for at kommentere

Sekundet efter gongen har lydt, vælter det ud over internet og TV med overskrifter og analyser forfattet af kommentatorer, der arbejder på Christiansborg eller måske endda er ekspolitikere. Velkommen i klubben. Her et par af overskrifterne. ”Lars Løkke vandt første duel”, ”Så mange gange afbrød de hinanden”, ”Jeg er meget meget overrasket” osv. Alle kommentatorer har samme fokus. Hvem vandt?

Hvorfor har vi forklejnet debatten til blot at udpege en vinder og gætte på, hvornår der bliver udskrevet valg? Skyldes det, at tilgængeligheden af information er så bred, at vi som seere ved det hele på forhånd? Eller er det en kynisk maskine af ratings og omsætning, der driver et format mod det at blive oplyst? Danmarks Radio viser i hvert fald, at det er helt legitimt, når regeringen med DF for enden af bordet vælger at skære i deres bevilling, for TV duellen havde intet med public service at gøre. Det var Fox News.

9 minutter og 12 sekunder med genbrugstøj og indkøbsvaner

Mens verden står i brand pga. eksponentielle klimaforandringer, må man da forvente, at Danmark kan være foregangsland for et stærkt lederskab på klimaet. At vi kan hæve os over retorikken og tvekampen. At vi kan handle i stedet for at beskytte særlige politiske eller økonomiske interesser. I stedet blev klimasnakken til de længste 9 minutter og 12 sekunder med et hjemmebesøg hos Mette Frederiksen og fire børn, der køber genbrugstøj. Ligesom Lars Løkke, der nærmest handler dagligt nu – modsat hvad? Hans vision kan koges ned til ”jeg smider ikke mere mad ud”. Det var nærmest som at være på cafe med to tudsegamle pensionister, der af helt legitime årsager ikke havde den store indsigt i klimaproblematikken. Selvom emnet ikke rangerer højest på danskernes liste over vigtig debat, er det vores ansvar, nærmest pligt, at have en fælles vision. Én der går på tværs af partiskel. Vores børn vil kræve det af os. De vil undre sig over, hvor lederskabet blev af, da de selv blev nødsaget til at mobilisere forandringen.

På bagkanten er én ting sikkert. Man blev ikke blev klogere – nærmest dummere. Det politiske mediehamsterhjul kører for fuld udblæsning, og når Crooked Hilary samt pensionsbluff virker, er der ingen grund til at kaste perler for svin.

Af