fbpx

Mens vi venter: Kan Mette Frederiksen opfylde folkets og forskernes krav om at bekæmpe klimaforandringerne?

Mens ca. 100.000 mennesker – deriblandt de fleste folketingspolitikere – deltog på årets folkemøde, er forhandlingerne om et nyt regeringsgrundlag ikke i mål. Det giver tid til refleksion over, hvorvidt det vil lykkes en kommende regering at lave en ambitiøs aftale på klimaet. For det er tydeligt, at flankerne er pivåbne, og det kan få afgørende betydning for resultatet. Ender det med business as usual, eller vil vi rent faktisk se et parlamentarisk grundlag støtte en historisk klimaaftale? David Beckmann giver her sine bud på, hvad der politisk skal til for, at den unge generation om tyve år kan kigge tilbage og sige. ”De nåede det. ”

Resultatet af folketingsvalget står nu tydeligt. Det endte med klimaet øverst på listen, og det var Alternativet foregangsmand for at sætte på landkortet for fire år siden. Det står også klart, at liste Å med Uffe Elbæk i spidsen har sejret ad helvede til, for klimaagendaen blev kopieret af både SF, Enhedslisten, Radikale og Socialdemokratiet – heldigvis. Det kom til at koste Alternativet det momentum, de havde bygget op siden 2015. Mandaterne er lige nøjagtig faldet sådan ud, at de nu står udenfor indflydelse, men det er ikke nødvendigvis afgørende for, hvor det hele lander. For med det massive tryk på klimakamp har de røde partier malet sig op i et hjørne, hvor de bliver nødt til at indfri Paris Aftalens krav – som minimum.

Fra neoliberal almægtighed til fremtidens klimaforbruger

Det stod klart allerede i 1950’erne, at et nyt neoliberalt forbrugerparadigme skulle indtage de sørgelige rester efter anden verdenskrig. En demokratisk tilgang hvor forbrugeren med sine køb deltog mere ligeligt i samfundet. Forbrugeren ville på den måde blive suveræn. Det var i hvert fald kongstanken bag den østrigske økonom, Ludwig von Mises’ ideologi, og han var en af grundlæggerne til de mønstre, vi lever under i dag. Dog er der sket en stor forskydning i paradigmet pga. øget ulighed blandt forskellige befolkningsgrupper, mangel på rationalitet i købsøjeblikket og det faktum, at det efterhånden er blevet producenten, der er almægtig – og altså ikke længere forbrugeren. Sjovt nok var det Socialdemokratiet og ikke et liberalt parti, der i 1970’erne under danske himmelstrøg førte ideologien ud i livet, og nu hvor den blandt de helt unge har vist sig at spille fallit, er det derfor også Mette Frederiksen, der må tage ansvaret for både at inspirere til en klimavenlig adfærd og omstille produktionen.

Forandringen kommer ikke af politik alene

Den viser først sin styrke, når befolkningen har adopteret et ændret mønster som en ny normal. Mette Frederiksen vil, såfremt hun kan samle en regering, i fremtiden blive målt på om hun lykkes med at være klimaambitiøs. Tænk hvis vi i Danmark kunne bygge en ideologi op om en ny måde at producere og forbruge på. En tanke der skriger på innovation, fordi der med et ændret mønster også kommer en hel ny markedsplads. Der er i befolkningen nu så bred konsensus om, at vi – borgere såvel som politikere – må løfte i flok, men vi er desværre blevet tudet ørene fulde af, det ikke nytter, så hvad skal vi gøre? Der ligger hverken en manual i supermarkedet eller en mærkningsordning, der fortæller hvor stort CO2 aftryk ens tøj f.eks. har haft på sin rejse fra Bangladesh.
Udover et ændret forbrug er det, der skal løse det, innovation. Vores evne som mennesker til at komme op med nye løsninger, der kan sikre en grøn omstilling og bidrage til at skabe oplysning og aktion. Vi har brug for rollemodeller, og derfor må nogen gå forrest i kampen. Både iværksættere, industrien og borgere. Det sker allerede men i al for lille skala.

Det skal en klimalov kunne, for vi overhovedet har en chance

I valgkampen har man talt meget om at lave en klimalov med bindende mål, som ikke kan ændres under skiftende regeringer. Dog står det også klart, som Anders Samuelsen flere gange var inde på, at løsningerne mod målene er for fluffy. Han har fuldstændig ret, og derfor må vi som samfund ofre og tage fat der, hvor vi ved, det vil få stor impact. Fra politisk side er det et spørgsmål om at svinge pisken samtidig med, man kaster en gulerod. For det skal kunne betale sig at være en bæredygtig producent, og det skal blive helt naturligt at betale en højre pris for at købe produktet som forbruger.

”De vigtigste ting i en kommende klimalov kan på kort sigt vise sig at være dyre, hvilket kræver en ny fortælling. At klimakampen ikke kan finansieres 1:1. Det kommer til at koste os alle, og det skal vi turde. ”

Det er normalt at optage gæld, når man investerer mod en forventning om en fremtidig forretning af den risikovillige kapital. Danmark har, sammenlignet med resten af den vestlige verden, en meget lav gæld. Derfor ville det ikke rykke mange kommaer, om man optog ny gæld for f.eks. 100 mia. kr. til at investere i og implementere en ny klimalov. Det svarer til, hver dansker investerede ca. 1.500 kr. om måneden i ét år. Der skal ikke mere til. Danmarks gæld udgør kun 34.1 % af BNP, hvilket er på niveau med Schweiz og én af de laveste i Europa. Til sammenligning skylder Tyskland 60,9 % og USA er rundet de 100 %. Med andre ord har vi masser af plads til at investere i fremtiden, hvis vi som nation har modet.

Disse punkter er ufravigelige, hvis vi skal løse problemerne

Først og fremmest skal en klimalov sikre et komplet ophør med afbrænding af fossile brændstoffer inden 2025 samtidig med en markant udvidelse af vindmølleparkerne. En grøn omstilling skal være så ambitiøs, at Danmark ikke bliver CO2 neutral men CO2 negativ på bare seks år. På den måde kan vi handle al overskydende grøn energi med vores nabolande og lade f.eks. Norge lagre den i deres hydrolagre. Transport står for ca. 20 % af CO2 udledningen, og her kan man virkelig ændre noget. Det vil kræve en 100 % grøn offentlig infrastruktur samtidig med, man med giver afgiftsfrihed på elbiler – måske endda gratis strøm og dermed motiverer private til at køre grønt og bruge strømmen fra vindmøllerne om natten.

Virksomheder skal pålægges en høj CO2 skat, som ikke kan handles som kvoter i et uperfekt marked. Det skal være eklatant dyrere ikke at producere klimavenligt, og alle produkter/services skal have en CO2 mærkningsordning. Det vil fremtvinge innovation og/eller ændring i produktionsmetoder.
Landbruget er en vigtig eksportkilde i Danmark, men den er også et problembarn. Det er naturligvis helt afgørende for, vi overhovedet kommer i gang, at landbruget bliver pålagt lovmæssige krav om mindre udledning af drivhusgasser samt omlægning af dårlige marker til naturområder. Driver landmændene deres landbrug mere effektivt på mindre land, vil det få en stor betydning for udledningen af CO2.

Politik og pragmatik kommer til at gå hånd i hånd

Gennemfører man ovenstående politisk, vil det fremtvinge en ændret adfærd, som gør os til klimaforbrugere. Vi forstår, hvorfor vi skal, og nogle af tiltagene gør det faktisk billigere for os. Eksempelvis at køre gratis i en afgiftsfri elbil. Når klimaforbrugeren selv begynder at omlægge mønstre og handle mindre materielt, vil det smitte af på produktionen, og på den måde går det politiske op i en højere enhed med befolkningens fri vilje om at give en grønnere planet videre til næste generation.

”Vi skal glemme, at det ikke betyder noget, hvis vi som eneste nation i verden går forrest og gør det, der skal til. Det betyder alt for den arv, vi giver videre, at vi prøver. ”

Mette Frederiksen sidder som kaptajn for den måske vigtigste regeringsperiode i efterkrigstiden, og det er et stort ansvar, men også noget den næste generation vil huske og se tilbage på om tyve år, når de siger. ”Tænk de nåede det – de tog ansvar. ” Hvis det derimod skulle vise sig at være for sent, kan vi i det mindste sige, at vi prøvede

Af