fbpx

Klimakrisen: Det er manden med leen, der hamrer på døren, alt imens vi lader som om, vi ikke er hjemme

Det kører dagligt for fuld udblæsning. Produktionen, væksten og CO2 udledningen. I mainstream medierne bliver vi tæppebombet med historier, der mestendels diskuterer det politiske slagsmål bag det kritiske spørgsmål. Hvordan holder vi temperaturstigningen under 2 grader. Det er straks sværere for forskerne at få ørenlyd, hvorfor? Klimakrisen er den suverænt største trussel mod menneskeheden nogensinde. Den har potentialet til at ødelægge civilisationen og i værste fald blive afslutningen på mange af klodes dyrearter. Når nu vi ved det, hvorfor sker der så ikke noget?

Neoliberalisme er hovedårsagen til klimaets deroute

Når nu ’vi’ ved, det står så slemt til, hvorfor sker der så ikke noget? Fordi ’vi’ ikke repræsenterer du og jeg. Det er det helt korte svar. ’Vi’ er en kombination af politikere, lobbyister og størstedelen af industrien. En treenighed der i de fleste vestlige lande næres i en symbiotisk neoliberal kapitalisme. En økonomisk skole, der indeholder et særligt stort krav til vækst for at opretholde og afvikle den underliggende gæld, der stiftes for at opnå væksten. Fordi man gennem gæld og vækst udvider pengemængden via private banker og dermed vækster, skulle man også tro, at det betød en hurtigere afvikling af gæld i gode tider. Det stikmodsatte viser sig imidlertid at være tilfældet både for de private virksomheder og på de offentlige budgetter. Således har USA’s statsgæld f.eks. aldrig været større, selvom vi har oplevet højkonjunkturer de seneste 7 år. De skylder mere end 100 % af deres BNP.

Nærmest en fordobling siden finanskrisen. Den samme tendens gør sig gældende for mange OECD lande. Skulle man tro, det var bedre for de private virksomheder, har de i 2018 ifølge en dugfrisk analyse fra OECD ramt den højeste gældsætning på obligationsmarkedet nogensinde. Mere end en fordobling siden finanskrisen. Den økonomiske skole er gift for klimaet.

Den amerikanske ’drøm’ er hele verdens klimasvulst

Hvorfor al den snak om økonomi, når vi taler klima? En fuldstændig ukontrolleret og ureguleret udledning af CO2, som accelererede i starten af 1970’erne er årsagen til, vi står her. En konstant øget efterspørgsel efter fossile brændstoffer og et voksende privat forbrug er den fundamentale synder. Det stopper bare ikke her. For vækstmaskinen vil hele tiden lede efter en ny mark at høste, indtil alt er udpint. Derfor har vi set kolossale væksttal i mange ’emerging markets’ de sidste 20 år. Verden vil leve som amerikanerne både i form af forbrug og kost, men jordens resurser forslår som en skrædder i helvede, hvis 7.5 mia. mennesker skal udleve den drøm. Vi oplever ovenikøbet et eksplosivt stigende befolkningstal og øger dermed presset på jordens resurser. Den neoliberale amerikanske drøm er endt med at blive hele verdens mareridt, hvor ejerne af de multinationale virksomheder står som vindere, mens befolkningen taber.

Der var en, der var to, der var tre på COP konference …

COP (Conference Of the Parties) konferencerne er nærmest blevet en joke, og de minder mest af alt om børnesangen Ti Små Cyklister, når vi ser på de klimaresultater, politikerne formår at gennemføre. Den første COP konference COP 1 blev afholdt i Berlin i 1995, og to år senere kom en bindende aftale for CO2 udledning – Kyoto aftalen. Det var en vigtig milepæl, fordi USA med Clinton i front underskrev den. Kongressen i USA tilsluttede sig imidlertid aldrig formelt til Kyoto aftalen, hvorfor USA heller ikke levede op til den. Da George W. Bush blev præsident var noget af det første, han gjorde, helt at afvise den. Nu er vi der så igen. Et stort anlagt COP 21 i Paris i 2015, hvor de fleste lande bliver enige om Paris aftalen, som binder aftaleparterne til holde temperaturstigningen på max 2 grader.

Ca. to år senere d. 1. juni 2017 meddeler Trump, på linje med sin tidligere partifælde George W. Bush, at USA træder ud af aftalen. Ti små cyklister kom til en cykelsti, en kørte udenfor, og så var der ni. Derudover har 13 af de 197 lande, der underskrev aftalen, stadig ikke tilsluttet sig – herunder bl.a. Rusland og Iran. Det kunne have endt med, at EU som klimafrontløber blev den sidste cyklist jf. sangen, men lige lidt hjælper det, når resten falder fra. Det er tilmed netop blevet lækket, at EU’s største kulproducent Tyskland følger Polen og ikke en konstellation af syv lande med Frankrig i front i målet om at blive klimaneutrale i 2050. Den ellers stærke tysk-franske alliance er sprængt, hvilket kan ende med en helt ny og uambitiøs klimapolitik for EU. Der var en, der var to …

CO2 øges i stedet massivt på global basis

Lidt tidligere på året kom det frem, at hvor Paris Aftalen skulle begrænse landene i at udlede CO2, er det stikmodsatte sket for de største lande. Således har Indien, Kina og USA – som samlet set står for ca. halvdelen af verdens CO2 udledning – oplevet stigninger på helt op til 8 % i 2018. Vi havde i 2015 tillid til, at vores folkevalgte politikere var i stand til at lave en bindende aftale, der regulerer deres industrier til at reducere udledningen. Historien har imidlertid lært os, at man bare kan træde ud, og det gentager sig på ny. Det ser ud til, at man med de seneste tal for udledning skruer så meget op som muligt – det virker som et kapløb med tiden blandt verdens største økonomier. Knappen man skruer på hedder ironisk nok vækst. Industrien efterspørger flere fossile brændstoffer (olie, diesel, benzin etc.), og vi som forbrugere flyver, køber og efterspørger mere. Den store udfordring bliver, hvordan vi gennem innovation afkobler de fossile brændstoffer fra væksttoget og får en ny opmærksomhed i befolkningen, hvis toget fortsat skal have skinner at køre på.

Spilteori på højt men antidemokratisk niveau

Alle globale aftaler kan sidestilles med et spil, hvor man groft sagt kan vælge at samarbejde eller være opportunist. Et samarbejde kan betyde et lavere ouput – men under stabile forhold hvor ingen stilles bedre, uden andre stilles ringere (Nash ligevægt). USA, Kina og Indien har valgt at spille deres opportunistkort, hvilket efterlader den anden halvdel af verdens CO2 udledning i et slemt dilemma og et lavere output. Følger resten af landede ikke trop, taber de på økonomien og dermed et globalt spil om magt, kapital og resurser. Tyskland viser allerede, at de ikke vil samarbejde med resten af EU, og Brexit kan betyde, at Storbritannien nærmer sig USA og melder sig ud af Paris Aftalen. Med andre ord. Aftalen kan ende med at blive nytteløs. Neoliberalisme og klimakamp kan ikke koeksistere. Den gamle treenigheds beslutningsdygtighed må lade livet for en ny vej.

Det nye ’vi’ er løsningen. Os, ungdommen og børnene

D. 15 marts i år oplevede vi unge i flere end 100 lande protestere mod den manglende evne til at levere på klimaet. Billeder fra hele verden blev delt, og de fortæller om en ungdom, som gerne vil en anden verden. Ud fra deres budskaber at dømme mener ungdommen, at det starter med dem selv, og de har fat i den lange ende. Det starter nemlig med du og jeg, hvis vi som forbrugere skal efterspørge mindre og stille krav til, hvad virksomhederne i sidste ende skal producere efter.

Hvis vi kollektivt kan sende et signal til væksttoget om, at vi ikke vil hoppe på vognen, er der et håb for, det sænker farten. Det er desværre ikke en plan, som løser problemet på én dag, men nok den eneste som på et globalt græsrodsniveau indeholder elementer af et spil, hvor vi alle er villige til at forbruge mindre. Ungdommen er kraftfuld men ikke magtfuld. Vi – os de lidt ældre – må gå med på barrikaderne og vise, at vi vil støtte op. Vi skal i fællesskab og på rekordtid vænne os til et nyt kollektivt forbrugsmønster. Er vi ikke motiveret til at gøre det for os selv, må vi da gøre det for vores børn. Starter vi nu, bliver et nyt forbrugsmønster forhåbentlig en helt naturlig del af en fremtidig verden. At det var det, man ændrede for at redde verden. At det startede nedefra. For at citere Albert Einstein.

“The world will not be destroyed by those who do evil, but by those who watch them without doing anything”

Et ureguleret frit marked kan ikke løse problemet, fordi grundtanken er at maksimere profit ved konstant vækst. Neoliberalisme og klimakamp kan ikke koeksistere. Politikerne har spillet fallit. Vi må vende os til tanken om, at forandringen skal starte hos den nye treenighed (os, ungdommen og børnene), og at det nye ’vi’ repræsenterer en bevægelse, der vil en anden vej og selv kan bestemme. Nu ved vi det, så lad os samle tropperne.

Af