fbpx

Civilisationens fald: I den allermørkeste tid har mennesket fundet evnen til overlevelse, men kan vi modstå presset fra klimaet?

Mennesket har haft en forunderlig evne til at tilpasse sig og overleve ethvert imperiums fald. Over de sidste 4.000 år er forskydningen i magtbalancen rykket fra den ene civilisation til den anden. Om det er Romerriget, Grækerne, Egypterne eller Babylonien er den historiske tendens den samme. Hvor ét imperium imploderer, opstår et andet. Verden ser imidlertid anderledes ud nu. Magten er fordelt på flere spillere, og vi kæmper ikke længere kun mod magtkoncentration. Vi har også en fælles fjende i klimaforandringerne. Alle pile peger i retning af, det er for sent, så kan menneskeheden overleve, nu hvor præmissen er en anden? Ja, mener David Beckmann, men det bliver en lang og sej rejse.

I modsætning til tidligere imperiers fald, er udfordringen ikke længere koncentration af magt – snarere en regional optrapning. Det ser man tydeligt på den måde USA, Kina og Indien forholder sig til klimaet. De tre lande udleder ca. halvdelen af verdens CO2 og øger den rent faktisk, hvor andre er i gang med en grøn omstilling. Det har en kæmpe negativ indflydelse på den fælles udfordring, fordi det stort set er ligegyldigt, hvad resten af verden gør, hvis ikke de tre lande er med. Al klimadata vidner om, at vi allerede er forbi det punkt, hvor det er muligt at gøre noget. Derfor er tid den vigtigste faktor, men den er samtidig også ubekendt, for eksponentialiteten i effekterne er umulig at forudse og beregne. Vi kan dokumentere alt det, der foregår lige nu for øjnene af os, men vi kan ikke regne hastigheden ud.

Disse klimadata skal vi holde særligt øje med

CO2 PPM. Koncentrationen af CO2 i atmosfæren måles i ppm – på dansk milliontedele. Altså et udtryk for hvor mange af én million molekyler i atmosfæren som er CO2. I maj i år blev der målt rekordhøje 415,09 ppm og tallet har været konstant stigende siden 1750. Det er den højeste koncentration af CO2 i atmosfæren i 800.000 år, og der er en direkte korrelation mellem tallet og temperaturstigningen, som begge i de sidste 420.000 år har bevæget sig nogenlunde parallelt.

Albedo. Isen på polerne virker som jordens airconditionanlæg, men nedsmeltningen har ført til en nærmest kaotisk situation i jetstrømmene, som vi dagligt er vidne til rundt omkring i verden, hvor den ene katastrofe bliver afløst af den anden. Man måler det lys som jorden er i stand til reflektere fra solen i Albedo. Især skyer, sne og is kaster meget sollys tilbage, men når isen smelter, øges tallet for Albedo, som lige nu gennemsnitligt ligger på 0,31. Små stigninger i det tal har direkte effekt på temperaturstigningen.

Metangas PPB. På linje med CO2 er methan også en drivhusgas, men den er langt mere potent. Ja, faktisk er den 84 gange så god til at absorbere varme som CO2, så selv om der er mindre af den i atmosfæren, er den langt værre. I marts 2019 blev der målt 1.866,4 ppb, som også er rekordhøjt. Tallet har været konstant stigende siden de første målinger. Det vi skal holde særligt øje med de næste par år er udviklingen i tundraen, hvor permafrosten smelter. Når den frosne jord smelter frigives der store mængder af den potente methangas.

Vi står midt i et kæmpe dilemma

Der findes adskillige effekter, som påvirker de store systemer allerede nu. I og med verdenshavene absorberer meget af drivhusgasserne og dermed bliver varmere, frigives der mere vanddamp i atmosfæren. Det fører til større storme og mere ekstremt vejr, som igen er med til accelerere temperaturstigningen. Et dilemma som funktion af drivhusgasudledning er fænomenet ’Global Dimming’, som kort sagt er små forureningspartikler kaldet aerosoler, der har den effekt, at de reflekterer sollyset. Reducerer man drivhusgasudledningen kraftigt, fjerner man dermed også denne beskyttelse, som nærmest virker som en solcreme. Ingen har beregnet, hvad følgerne vil være af færre aerosoler i atmosfæren, men det paradoksale er, om en stærk reduktion i antallet af aerosoler vil føre til en større stigning i temperatur end reduktion af drivhusgasser isoleret set. Kan man overhovedet skille de to ad?

Forskere argumenterer for, at en reduktion i drivhusgasser på 35 % kan føre til en global stigning i temperatur på 1 grad celsius indenfor dage eller uger alene på baggrund af færre aerosoler i atmosfæren. Forureningen fra f.eks. fly bliver helt fornuftsstridigt måske nødvendig for at undgå en temperaturstigning. Ligegyldig hvad virker drivhusgasproblemet uløseligt pga. den gensidige afhængighed med beskyttelseslaget fra aerosolerne.

Tid tid og atter tid

Det hele virker uoverskueligt lige nu. Et år med ekstremvejr, historisk mange skovbrande og oversvømmelser og alligevel tjekker vi vejrudsigten flere gange dagligt med ønsket om sol og sommer, fordi det er den umiddelbare virkelighed.
Hvor en fremskrivning af den nuværende udvikling måske først bliver 100% irreversibel om 50 år, kan en reduktion af drivhusgasser måske endda accelerere det punkt i tid. Ingen ved det, men vi kan alle se, hvad der sker foran os. Som menneske er det blot svært at se mere end et par dage eller uger frem i tiden, men det må vi ikke dømme vores nabo på. Vi er alle begrænset i kapacitet og forståelse og har historisk set taget fejl, hver gang vi prøver at spå om fremtiden. Derfor er dimensionen tid også den, vi skal have mest respekt overfor i vores forsøg på at finde løsninger.

Vi er imidlertid begrænset af det system, vi har bygget de sidste 75 år. Et demokrati med stærke økonomiske interesser, der for alt i verden handler om penge og magtkoncentration, og så er vi alligevel tilbage til det udgangspunkt, hvor vi startede. Ethvert imperium vil til sidst kollapse. Det er historisk set et faktum, men det er spørgsmålet om, det vil gentage sig netop nu, hvor præmissen er en anden. Tid bliver den mest værdifulde ’handelsvare’, vi får at arbejde med, for en abrupt klimaudvikling vil føre til kaos, og det er måske det, der skal til.

Ud af kaos kommer kampen om overlevelse og dermed løsninger

Med udtagelse af få lande er viljen til globalt samarbejde stor, men vejen mod omstillingen er svær, fordi den kræver en fundamental ændring i vores system sammenholdt med ny teknologi. Vi lever som samfund stadig mageligt. Vi mærker ikke konsekvenserne for alvor, og selvom de dagligt banker på døren, behøver vi jo ikke åbne.

Status quo er, at det sådan set er for sent med de teknologier, vi har lige nu, og den måde vi lever på kan ikke ændres hurtigt nok. Det svarer til at vende et tankskib 180 grader på 100 m. Betyder det vi skal stoppe med at gøre noget? Nej. Det værste vi kan gøre er at lægge os fladt ned og give op. Vores chance består i at udvikle nye teknologier samt skabe en kulturel forandring i vores (børns) måde at leve og forbruge på. Den kombination kan samlet set udgøre den rigtige formel.

Kravet er stor skala

Kravet til begge er dog stor skala, og her bliver tid igen afgørende, for kan vi nå at udvikle, det der skal til? Er det syntetiske aerosoler, der sikrer, at vi kan sænke drivhusgasserne uden at miste beskyttelsen? Er det et arktisk superfryseanlæg, der kan bremse nedsmeltningen? Er det falsk sne, der kan ’snyde’ trætoppenes manglende refleksion af sollys? Måske, men det vil næppe fjerne problemet helt. Løsningerne skal dog op på det niveau, for det bliver realistisk, men de kan ikke stå alene.
Vi har måske årtusinders største opgave i samtidig at uddanne den næste generation i at leve på en anden måde. Og den eneste måde er at vise vejen ved at gøre det selv. Min overbevisning er, at snebolden allerede er blevet skubbet ned ad bjerget, nu skal den blot samle styrke. Måske er jeg jubeloptimist, men jeg tror på det.

Store civilisationer (imperier) er historisk alle kollapset, men det har været til fordel for en ny udvikling. Vi finder vejen igen, og hvad der kommer til at være på den anden side, er det, vi starter på i dag.

Af